Skip to the content

Vælg den rigtige annonceoptimering på Facebook

facebook annonceoptimering

Facebook er snu. Og jo tidligere du lærer at udnytte dette, jo hurtigere får du de suveræne afkast ud af din annoncering, du drømmer om.

 

Det er ingen hemmelighed, at datamængden om hver bruger i Zuckerbergs virksomhed er enorm. På den måde er enhver dygtig marketer efterladt med en indrømmelse, hvis den bedste annoncering ønskes: Facebook ved bedre end os.

 

Lad os starte med det basale (spring over dette, hvis du allerede er en Facebook-haj).

 

Når du opretter din annonce i Facebook Business Manager, vælger du, hvad du ønsker at opnå. Er det trafik til dit website og derved billige klikpriser? Er det videovisninger? Nyhedsbrevstilmeldinger? Uanset hvad du vælger, er valget afgørende. Det er her, du fortæller Facebook, hvad de skal bruge deres massive datamaskine til at skaffe dig på bedst mulig vis.

 

Vælger du videovisninger, sørger Facebooks algoritme selv for, at din videoannonce vises til de brugere, der, jf. data, er mest tilbøjelige til at se din video – og dermed mest tilbøjelige til at give dig det, du har tilkendegivet, du ønsker ud af dine annoncer.

 

 

Afklar dine mål

 

I min tid har jeg set utallige eksempler på annoncører, der, uden at tænke videre over det, blot vælger ”trafik til website” som ønske for deres annoncering. Men med ovenstående in mente kan du hurtigt regne ud, at et klik til dit website i sig selv ikke (nødvendigvis) er meget værd.

 

Driver du en webshop, kunne en markant mere givende optimeringshændelse at vælge være ”Add to cart”, ”Purchase” eller måske blot ”View Content”. Alle konverteringer, der er mere værd for dig som webshop-ejer end blot et vilkårligt klik på din annonce.

 

Når du vælger klik til website som annonceoptimering får du alle dem, der klikker. Men vil du ikke hellere have dem, der køber eller lægger i kurv?

 

 

Har du nok data i din Facebook Pixel?

 

Trods ovenstående virker simpelt, er det lidt mere i det. For at Facebook kan optimere efter det, vi ønsker, skal de have nok data at arbejde med; flere eksempler på den type af brugere, de skal levere dine annoncer til.

 

En tommelfingerregel lyder, at du skal have 20 daglige konverteringer af den konvertering, du optimerer mod. Altså vælger du at optimere mod køb, skal du min. have 15-20 daglige køb på din webshop, der spores af din Facebook Pixel. Men har du ikke dette, ødelægger det ikke nødvendigvis dine muligheder.

 

Har du ikke 20 daglige køb, har du måske 20 daglige brugere, der lægger noget i din kurv. Og denne konvertering er trods alt mere værd – altså længere i købstragten – end bare et klik. Alt andet lige må der være meget fælles mellem de brugere, der lægger noget i kurv, og de brugere, der køber.

 

Sagt på en anden måde kan du gå tilbage i salgstragten, til når du har 20 daglige konverteringer.

 

 

 

Facebook ved bedre end dig

 

Den gør ondt for nogle skarpe marketers, det ved jeg. Dog er det sandheden. Og dette fænomen fortjener gengivelse i artiklen her, for princippet gælder ikke kun på annonceoptimering. Meget andet i din FB-annoncering er også omfattet.

 

Hvis du har valgt den rigtige optimeringshændelse, klarer Facebook resten. Det betyder, at Facebook selv kan vælge:

 

  • Hvor dine annoncer vises ud fra de placeringer, du har valgt.
  • Hvornår dine annoncer vises; morgen, middag eller aften?

 

Din tid er altså mange gange spildt, hvis du bruger timevis på at analysere og begrænse tidspunktet eller placering for leveringen af dine annoncer; har du optimeret mod det rigtige, finder Facebook selv ud af det.

 

 

Brug dynamisk annonceindhold

 

For at give Facebooks endnu bedre muligheder for at bruge sine datamuskler, kan du vælge dynamisk annonceindhold; et format, hvor du vælger flere billeder, tekster og overskrifter, hvorefter Facebook splittester og vælger den variant, der virker bedst for dit formål.

Funktionen her virker både med video og billeder, leadannoncer og dine ”almindelige” klik-annoncer.

 

Læs mere om dynamisk annonceindhold her, og hvordan du opretter dynamiske annoncer her.

Kasper Friis

Kasper Friis

Jeg er indehaver af Marketingbladet.dk og bidrager også med guideartikler om online marketing med hjemmel i mine +5 års erfaring med området. Derudover er jeg CMO i TEXTA A/S og læser jura på Aarhus Universitet. 

comments powered by Disqus